Ka-du-zz’e i bakspejlet?

– Kaduuz Racing sæsonstatus.

KaduuzRacingÅrsstatus

2019 står allerede på hjørnet og venter på sporvognen videre, imens det nye årti så småt sparker træskoene af på trappen – klar til at slå sig ned. Men inden vi kommer så langt, blæser en serpentin, styrker os med Faxe Kondi fra lommelærken, og ellers tager arbejdshandskerne på igen, så skal vi lige kigge tilbage på sæsonen der gik.

 

For det er en herlig sæson der forlader os, med masser af gyldne øjeblikke! Og ikke mindst en sæson, der for nyligt kulminerede, da Kaduuz Racing blev nomineret til prisen som Årets MC Team, til Dansk Motorsport Award 2019! (Skal det være et motocross-team der vinder den? Ja da! Du kan stemme lige her: http://pack.to/dma)

 

Som altid bød sæsonen dog på lidt af hvert, og Kaduuz Racing var igen igennem hele følelsesregistret på vejen – med alt hvad det indebærer af nye løjer, ræs, og gult gavtyveri fra den gule armé. For der var flere gode ting at spore. A-DM bød i år på seks afdelinger, og selvom der også var uheld på vejen, så gjorde Thomas Rasmussen og Rasmus Johansen det flot, i henholdsvis MX2 og MX1-klassen. Rasmus viste ved flere lejligheder at han hører til helt i toppen – især på det hårde underlag – ligesom Thomas høstede sin første top-3 heatplacering nogensinde undervejs. Der var mange ting at tage med for de to, og de glæder sig da også til at vende tilbage til Kaduuz Racing i 2020, for at fortsætte hvor de slap!

 

Rasmus Johansen: ”Jeg følte at jeg var godt forberedt til sæsonen 2019, og jeg kørte også mange gode heat. Jeg har været oppe og føre nogle omgange, og det har været super fedt! Men jeg brækkede også et kraveben midt på sæsonen, så jeg missede en afdeling. Så på den måde har det været lidt blandet også, kan man sige. Jeg kom tilbage og kørte i Aalborg, dog kun på halv kraft, men jeg synes jeg fik sluttet godt af i Svendborg og Sønderborg! Endte vistnok som 9’er samlet, så det var egentlig okay efter omstændighederne. Jeg glæder mig meget til at sæsonen starter igen, for jeg elsker at køre cross! Så simpelt er det egentlig. Jeg prøver og forberede mig så godt som jeg overhovedet kan, men efter jeg har fået to fantastiske drenge, så er dagsordenen lidt anderledes. Men jeg gør alt hvad jeg kan for at blive så klar som muligt, og det skal nok blive godt, med den skønne kæreste jeg har, ligesom at min familie også gør hvad de kan for at hjælpe mig. Og selvfølgelig hele Kaduuz Racing! Så jeg glæder mig til 2020!”

 

Thomas Rasmussen: ”Min sæson er sådan set gået over al forventning! Jeg sluttede DM som samlet 5’er, så det er jeg rigtig stolt af. Sæsonen har budt på fede kampe og fights hele året, og det er jo noget af det man altid lærer noget af og synes er sjovt! Jeg har været så tæt på podiet som man kan komme to gange i denne sæson, og det har selvfølgelig været lidt af en mundfuld. Det er både bittert og spændende, når det kun har været minimale ting der har adskilt mig og pokalerne! Jeg har desuden været i udlandet og prøve kræfter med de større serier et par gange i år! Det har været super sjovt og lærerigt, så det ville jeg ikke have været foruden. Jeg ved nemlig derfor klart hvor min svage side ligger, og hvor jeg skal lægge mit fokus til næste år. Så jeg er glad, efter et fantastisk gult år!”

 

Det har dog ikke kun været på de store cykler, at Kaduuz Racing har markeret sig. For også i 85-klassen har der været gult i toppen, da Jonas Stub Buch har vist flaget, og sørget for at vise sin RM85 frem! Og det har han gjort på fornem vis! For eksempel med en stærk top-5 placering i kampen om DM, og så ikke mindst med en sublim sejr til Hold DM. Næste år rykker Jonas op på en større cykel, men han kommer stadig til at tørne ud for Kaduuz Racing.

 

Jonas Stub: ”Jeg synes at min sæson i år er gået virkelig godt, med en femteplads til DM og en førsteplads til Hold DM. Til næste år glæder jeg mig til næsten alt! At jeg skal køre med til A-DM, at køre med de hårde drenge og selvfølgelig til at holde under teltdugen, sammen med de andre for Kaduuz Racing. Jeg har ikke rigtig noget mål endnu, da det er første år i den større klasse, men jeg håber på at få et fedt og lærerigt år, og til sidst at ende i den gode ende! Jeg har været virkelig glad for at køre 85 under Kaduuz’ vinger, og jeg er glad for, stadig at være en del af holdet!”

 

Det var dog ikke kun de unge der fik lov at lade de gule flag blafre over motocross-Danmark i 2019! For også de grå gule, tog pokaler og fik alle i lejren til at sejle op ad åen, med deres høster i den forgangne sæson. Kim Alex Olsen hjemtog endnu et DM til samlingen, da han i suveræn stil, erobrede titlen som dansk mester i OB 50+ klassen, ligesom han også føjede en ”ny” titel til samlingen. Ny, fordi han tog et dansk mesterskab i Classic Cross på en RM125 – ikke så ny, fordi han om nogen er synonym med den cykel, og har været det på den flotte side af 30 år.

 

Men der var mere at komme efter – og flere legender på spring – for en af Danmarks bedste og mest ferme crosskarle igennem tiderne, Søren B. Mortensen – snuppede nemlig også titler til Kaduuz Racing, og til sit i forvejen imponerede CV. Manden, der først for nylig mistede sin rekord som den der havde deltaget flest gange ved Motocross of Nations, tog nemlig en DM-titel i Classic Cross, i klassen EVO 50+ – klassen hvor han også tog en fornem medalje til EM i år.

 

Og når vi nu er ved det, så skal der også slås lidt på tromme for teamchef, Ronnie Stormly, der ligeledes kunne lade sig kåre som dansk mester i Classic Cross, i Twin Shock 50-. Så derfor er det da også meget passende, at lade Ronnie slutte årets status af.

 

Teamchef, Ronnie Stormly: ”Det har alt i alt været en fantastisk sæson. Jeg føler at vi har samlet folk på tværs af klasser og aldre, og prøvet at få det integreret til et sammentømret team. Det handler om at have det sjovt sammen og støtte hinanden, og det føler jeg at vi er kommet i mål med endnu engang. Vi prøver at være et sted der fokuserer på alle dele af motocross – alle klasser og størrelser – og det er heldigt at Suzuki deler vores filosofi. Vi har desuden haft god support i PSE Parts og vores andre sponsorer, der har været med til at bære projektet. Drengene har gjort det virkelig godt. Det kan jeg ikke sige nok. Der har været gejst og fightervilje hele vejen rundt, og jeg ser det som om at alle har udviklet sig i den rigtige retning. 2020 byder på nye udfordringer, men opskriften bliver nogenlunde den samme. Det har virket godt i mange år. Jeg vil derfor gerne lige benytte lejligheden til at sige tak til alle der hepper på os og støtter os. Det kom lidt som en tyv om natten, at vi modtog nomineringen til DMA, men det er en nominering som alle der har været en del af Kaduuz Racing igennem årene, har del i. Vi er oppe imod et felt af kompetente modstandere, så indtil videre holder vi os bare til at være ydmygt stolte.”

 

Første udfordring i 2020, bliver det årlige supercross i Herning, hvor Kaduuz Racing skal forsøge at gøre svendestykket fra i år efter. Her sikrede den franske lejesvend, Charles Lefrancois, nemlig Kaduuz Racing sejren. En perfekt start på en fantastisk sæson. Ses vi i Herning? Og på banerne?

 

Selvfølgelig gør vi det! Kom bare an, 2020!

Den store finale! – Kaduuz Racing

42614802_1828054247291738_722446252607799296_n

Kan I mærke det? Gåsehuden kigger frem på underarmene, det vibrerer allerede i luften, og i kulissen står de gule maskiner i tomgang. Noget stort er på vej! Rullende ind fra horisonten, som et stormvejr af spænding og forventningens glæde! En lang sæson lakker mod enden, og det betyder at DM-finalen allerede er over os! Det er Nisseringen i Næstved der danner rammen om årets sidste episke slag, skønt det føles som i går at vi startede ud i Randers. Kaduuz Racing er klar til sæsonens sidste festlige løjer, og de gæve gule gutter svinger indenom finalen arm i arm, og med et kækt fløjt på læben.

Rasmus Johansen har kørt en flot sæson, og han har til fulde gjort op for al det uheld der ramte ham sidste år. Kaduuz Racings flyvende fynbo er stadig at finde inde i top 5 i MX1-klassen, og han har før leveret stærke resultater på banen i Næstved. Rasmus er klar til at give det sidste, og vride alt hvad han kan ud af sin RM-Z450

Thomas Rasmussen har ligeledes været flyvende i MX2-klassen. Superslideren har med benhårdt arbejde holdt sig fast i top 5, og selvom vi nu har nået finalen, så har han ikke tænkt sig at ændre på den opskrift. Thomas kører som altid ud for at yde sit absolut bedste, og det skal blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Han føler sig godt tilpas i Næstved.

Jonas Håstrup har også noget at køre for i Næstved. Ikke nok med at han er på hjemmebane, så har han også chancen for at køre sig op i top 10 i 125-klassen med lidt held. Jonas har arbejdet stabilt hele sæsonen, og nu skal arbejdet gøres færdig, med en solid præstation til glæde for hjemmepublikummet.

Danmarks bedste er klar til at give det sidste BRAG af et show, og vi håber at revl, krat, mænd, mus og alt derimellem, lægger vejen forbi Næstved Motor Klub på søndag! Kaduuz Racing vil i hvert fald gøre sit for, at det bliver en fantastisk finale!

Held og uheld i nordjysk vandpantomime!

39878735_1781694411927722_630973615390588928_n

Hvor havde vi glædet os til at skulle til Aalborg! Sidst DM slog vejen forbi banen i Dall, var flere af teamets medlemmer nemlig slet ikke født, og der var derfor spænding i luften, da den gule armé sprang af sporvognen op det nordjyske trinbræt. Der var ting og sager på spil – placeringer af forsvare – og da afdelingen i Aalborg var årets næstsidste, så begynder man jo at skele til tabellen, og se hvor langt man er kravlet op. Og Kaduuz Racings gæve gutter og gasgale gavtyve, lå inden afdelingen i gunstige positioner i alle tre klasser. Desværre havde vejrguderne valgt at deltage i festlighederne, og det satte for alvor tilfældighederne i spil.

Rasmus Johansen viste dog virkelig god fart i Aalborg, men uheld sendte ham ned i feltet i første heat, hvor han dog kørte sig flot op igen. I andet heat kom han bedre fra start, og som en gul fynsk ubåd – der ikke kunne være tænkt bedre frem af John Lennon og ros – skød han op igennem feltet til femtepladsen. Det betyder også at han holdt fast i sin samlede femteplads i MX1-klassen, inden sidste afdeling i Næstved, hvor han også er hurtig!

Thomas Rasmussen kører godt i Aalborg. Allerede under træningen var Thomas blandt de hurtigste, og et solidt første heat, gav forhåbninger om mere! Og imens regnen tonsede ned over arenaen, startede andet heat som en drøm for #454! Desværre varede lykken ikke ved, og efter en kædereaktion i det glatte føre, var det desværre Thomas der trak sorteper, og sørgede for at den lokale snedker fik lidt at se til, da han nedlagde et hegn i et ellers vildt styrt. Han kæmpede sig dog afsted igen, og fik en fornuftig håndfuld point, der gør at han stadig ligger nummer 5 i kampen om MX2-titlen!

Jonas Håstrup kæmpede bravt i de svære forhold i 125-Junior, og han reddede point hjem i begge heat – point der sendte ham op, så han nu kun er en enkelt placering fra top 10 i kampen om DM! Ooooog, så har han jo hjemmebanen i Næstved, hvor der skal køres finale? Oh la la …

Alt i alt en weekend hvor alle mand kæmpede med både mod og mandshjerte, og overkom det uheld der var på vejen! Det er den slags vilje der redder dagen til sidst!

Dobbelt A! – Kaduuz Racing

39320641_1775353312561832_6617688143707504640_n

Det er ved at være noget tid siden, at vi sidst har slået et kækt sving inden om Dall, lige syd for Aalborg. Men efter at have været væk i en lang årrække, er banen nu tilbage på programmet, og det er imod den, at Danmarks bedste crosskarle og koner, i morgen sætter kursen. Og det gælder naturligvis også de gæve gule gutter fra Kaduuz Racing, der tager hul på den sidste del af sæsonen, alle i gunstige positioner. To afdelinger er der tilbage, inden årets DM er en saga blot, men lad os da få så meget skæg, ballade og gule gavtyverier ud af det vi kan! Den gule armé melder klar til kamp på søndag!

Rasmus Johansen ligger til i top 5 i MX1-klassen, og den position vil han gøre hvad han kan, for at holde fast i. Feltet er dog det stærkeste i mange år, men Rasmus ved hvordan man kører race, og de hårde baner er hans speciale. Så det bliver en tændt fynbo der kommer til Aalborg!

Thomas Rasmussen ligger ligeledes godt til i MX2-klassen, hvor han kæmper med i top 5. Og han har tænkt sig at gøre hvad der står i hans magt, for at holdt sig til deroppe. Indtil videre har hans sæson været over al forventning, og vi ved at han altid er god for en mandfolkeindsats.

Jonas Håstrup er ikke langt fra top 10 i 125-klassen, og han holder som altid fanen højt for de gule i den klasse! For Jonas er planen den samme som altid i Aalborg, nemlig at knokle på, og så se hvor langt det rækker. Vi hepper på ham hele vejen!

I det hele taget ser det ud som om at der er en god weekend i vente, til alle danske crossfans! Vi håber at se rigtig mange af jer på pletten, når Danmarks bedste igen dyster om pointene på søndag! Kaduuz Racing vil i hvert fald gøre hvad vi kan, for at bidrage til festen!

God dag i Limfjorden – Kaduuz Racing

36707701_1706219872808510_5254412197643157504_n

Der var solskin for oven, en perfekt arena til drengene, og en frisk brise, så man ikke skulle glemme at man befandt sig ved fjorden. Limfjorden tog sig ud fra sin bedste side i solskinnet, og strålede som en nyslået toskilling, imens Danmarks bedste, tørnede sammen imellem bakkerne, da Solbjergbanen i weekenden lagde underlag til tredje afdeling af DM i motocross. Den gule armé var mødt frem med højt humør, armene om hinandens skuldre, og sigtekornet rettet imod at give de mange tusind publikummer en på opleveren! Og de danske crosskarle og -koner, leverede fra øverste hylde.

Rasmus Johansen har været stabil hele sæsonen – en stabilitet han ledte efter sidste år. Og afdelingen på Mors blev ingen undtagelse. Rasmus kørte solidt, stærkt og stort set uden svinkeærinder, hvilket sikrede ham en god placering på dagen som nummer seks, hvor han i løbet af heatene var helt oppe i nærhedens af fronten – men hvad vigtigere var, så betød resultatet, at han skød op i den samlede top 5 i MX1-klassen, inden de to sidste afdelinger!

Thomas Rasmussen kæmpede med skader sidste år, og med at finde den sidste medvind. Men det lader til at han har fundet melodien til i år. I hvert fald har han været solidt kørende, og fantastisk kæmpende, som vi kender det, og løbet på Mors blev da heller ingen undtagelse. To stabile heat gav en god placering i top 10 i MX2-klassen, men arbejdsindsatsen i de tre første afdelinger, betyder samtidig, at Thomas nu også er at finde i top 5.

Jonas Håstrup knokler på. Han kører med i flere forskellige klasser, men når der køres DM, så er det i 125 Junior-klassen at sjællænderen huserer. Og det gør han godt. Det går hele tiden fremad for talentet, og efter endnu to gode præstationer på øen i Limfjorden, så er han meget tæt på at bryde ind i den samlede top 10!

Stærke præstationer af alle mand, der ser ud som om de har tænkt sig at lege med indtil slutfløjtet går! Fjerde afdeling bliver på den fantastiske bane i Aalborg, hvor alle nu ser frem til at skulle hen, når sommerferien er overstået!

Alle gode gange tre!

36316769_1694949953935502_7839378757692424192_nSolen bager landet, de milde sommervinde kærtegner kinderne, og for folk der holder af udendørs sport, så har den den danske sommer for en gangs skyld vist sig som en guttermand og ægte kammerat! Derfor er der da også lagt op til et fornuftigt brag, når tredje afdeling af DM i motocross, ruller over den smukke Solbjergbane på Mors på søndag. Den gule armé er klar til give publikum en på opleveren, og med Limfjordskig og drengene i hopla, kan det kun blive en god weekend!

Rasmus Johansen har været godt kørende i de to første afdelinger, og er kun et par point udenfor top 5 i MX1. Fynboen har brugt pausen fra sidste afdeling, til at køre en masse løb, og hver gang har han leveret bundsolidt – som efterhånden er blevet hans varemærke. Vi håber at lidt support kan bære ham længere frem. Hans RM-Z450 skal nok være klar til at bære ham.

Thomas Rasmussen ligger også godt til omkring top 5 i MX2, og som altid, så har Thomas arbejdet stenhårdt siden sidst. Han har tanket erfaring ved forskellige løb rundt omkring i landet, og han har vist at han er tilbage for fuld damp, efter sin uheldige 2017-sæson. Hvordan kommer det til at gå på Mors? Det finder vi ud af inden længe.

Jonas Håstrup er igen klar i 125-klassen, hvor han har kæmpet godt indtil videre. Han er ikke langt fra top 10, og hvis det hele flasker sig for sjællænderen, så kunne han godt komme i spil. 2-taktsrøg kan han i hvert levere, når det går løs på Solbjerg!

Vi håber at se mange af jer til fantastisk ræs på søndag, men skulle du være forhindret, så kan du følge med live her: https://www.dr.dk/li…/nyheder/sporten/live-dm-motocross-3afd

NM-sølv til Kaduuz Racing!

36047330_1689379264492571_2501382132782333952_n

Herlig weekend til NM/GJ, der endte med en NM-sølvmedalje til Kaduuz Racing! Jonas Stub Buch med sublimt flot kørsel hele weekenden på sin Suzuki RM85! Og så var der da også lidt mere sølvtøj i GJ-klasserne, og masser af gode præstationer over hele linjen! Bravo alle mand!

Travl weekend for Kaduuz Racing!

DSC_8001

Pinsen er netop overstået, med alt hvad der hørte sig til af fuglefløjt og solskin, og under den gule teltdug hos Kaduuz Racing, blev det en weekend ved fronten! Der skulle køres tre forskellige løb, på lige så mange dage, og det blev et sandt overflødighedshorn af gule cykler, højt humør og holdånd, så der næsten kunne deles ud af det!

Lørdag var der OB-DM i Kejserdalen, hvor Kim Alex Olsen og Hasse Lorentzen repræsenterede teamet i A-klassen. Kim har valgt at stille op imod de unge løver i den stærkeste klasse, selvom han godt kunne køre med i +50-klassen, og de unge skulle få nok at se til, mod den rutinerede sølvræv. Kim kom nemlig først afsted i første heat, og førte næsten hele heatet, inden han desværre sprang for langt, og måtte trække sig til sidst. Han sluttede dog stadig i top 5, imod kørere der ellers normalt huserer i A-DM! Hasse sluttede lige bag ham, og bliver bedre og bedre kørende, på sin nye RM-Z450!

Søndag drejede det sig så om A-DM i Roskilde, hvor næste angrebskæde rykkede ind under teltdugen. Rasmus Johansen skulle i ilden i MX1-klassen, og det gjorde han virkelig godt. Efter flere intense dueller, der gav det store publikum noget for pengene, kunne Rasmus konstatere, at han havde arbejdet sig fremad i tabellen, med tre afdelinger tilbage. Det samme gjorde sig gældende for Thomas Rasmussen i MX2, der kæmpede bravt, med to solide opkørsler i de to heat. Både Jonas Håstrup og Jonas Alex Olsen, gav desuden hvad de havde, i henholdsvis 125cc og MX2. Solen skinnede over Hedeland, og der var mange der kiggede forbi teltet! Mere af den slags!

Gense DRs livesending fra DM her: https://www.dr.dk/tv/se/dm-motocross/-/dm-motocross-2-afdeling

Mandag var der så indbudt til Pinseløb i Næstved, hvor 50-års jubilæet for det traditionsrige løb, så fem mand høj fra den gule armé, tørne ud i tre forskellige klasser. Jonas Håstrup var klar til en dag mere i sadlen, og han gav, sammen med resten af det store B-maxi felt, publikum en oplevelse at tage med videre! Rasmus Johansen og Thomas Rasmussen var klar i A-klassen, hvor Rasmus var så tæt på podiet man overhovedet kunne være, imens Thomas fik en god portion løbstræning. Til slut var Hasse Lorentzen og teamchef, Ronnie Stormly, på pletten i Classic-klassen. Hasse på en RM250, og Ronnie på sin gule Twinshock RM400. Og det endte som endnu en succeshistorie, da Hasse vandt to ud af tre heat, imens Ronnie endte på podiet.

Se vores video fra Pinseløbet her: https://www.facebook.com/kaduuz/videos/1650870501676781/

En travl weekend, men også en, der bød på mangt et herligt minde. Tak til alle der kiggede forbi, heppede og blev til en sludder! Gode minder med motocross, det er hvad vi samlet på!

Anden omgang i ringen – Kaduuz Racing

32690317_1645505165546648_2562124571054440448_n

“Støvet kravler ind til dig igennem vinduet allerede som du svinger ind i ryttergården. Stenene knaser under dækkene på bilen, og som den rigtig tørre og hårde udgave af Gobi-ørknen, breder banen sig ud foran dig. Den ser ud som den altid har gjort. Overfladen er så hård at selv moder natur har opgivet at erodere den, og stedet besluttet sig for at lade den være som den er. Et hold beduiner har slået telte op udenfor klubhuset, og ethvert forsøg på at vande banen, gør den bare ekstra glat. Afrevet plastik, håndtag og greb ligger som dekorative prydelser i alle sving, og baner som den, holder klister-branchen kørende. ”Asfaltering” er et dybt seriøst forslag til alle bestyrelsesmøder, for at gøre den blødere at falde på.”

Omtrent sådan beskrev H.C. Andersen hårdbanen, i den almanak vi er sikre på må gemme sig et sted i historien. Men som med så meget andet, så var mandens livssyn til tider udpræget negativt, for der venter et brag af en anden afdeling, når DM i motocross rammer Sjælland, og Hedelandsbanen ved Roskilde i den kommende weekend! Kaduuz Racing melder klar med alle mand på pletten!

Rasmus Johansen kørte et brag af en afdeling i Roskilde sidste år, og han kom jo som bekendt fra Randers sidst, med et særdeles gunstigt resultat. Derfor skal vores gæve fynbo blot ud og arbejde videre, og vi håber at han kan gøre det lige så flot, som han plejer når det bliver hårdt i underlaget!

Thomas Rasmussen kørte også en god afdeling i Randers, og han ligger ligeledes gunstigt til en god sæson. For at kunne fortsætte den stime, skal han dog have point med sig i det stærke MX2-felt, men Thomas har kørt mange omgange på Hedeland, så han er klar til at gøre sit bedste!

Jonas Alex Olsen kæmpede flot i Randers, og er godt på vej til at køre sig i form. Hedeland er lidt tættere på hans hjemlige breddegrader, og han er også klar til at give den en skalle mere!

I 125-klassen viste Jonas Håstrup virkelig gode takter i Randers. Flotte tider, god stil og så var han ikke langt fra den samlede top 10. Nu er han hjemme på Sjælland, så måske vi får lov at se endnu mere fra ham? Vi hepper ham i hvert fald frem!

Ellers er der ikke så meget at sige, end at vi glæder os til endnu en omgang DM, og vi håber at der kommer mange fans og venner forbi teltet!

Kaduuz Racing åbnede sæsonen i Randers

DSC_9539

Der var en knivspids sol at spore, da første afdeling af DM i motocross var sat i den sidste weekend i april. Kalenderen siger forår, selvom man til tider kan lade sig snyde af vinden, der synes at skære igennem marv og ben, og de kolde dråber, der til tider klæder landet i en grå kulør. For første gang i mange sæsoner, var det dog en bane i Randers, der ikke var blevet overvandet fra naturens side inden, og den var perfekt, da Danmarks bedste motocrosskørere bragede ud over stepperne.

Kaduuz Racing var selvfølgelig på pletten, med Suzukierne i anslag, og humøret indstillet højt. Der var liv og glade dage under teltet, ligesom alle mand var ivrige efter at komme i gang med det, det hele handler om. Først var der dog lidt formalia der skulle overstås, i form af et lille teamshoot – gigantisk tak til www.MxCarro.se for de lækre billeder. Glæd jer til flere!

Det var dog ikke for sjov at Danmarks bedste var kommet valfartende til. Hjulene skulle tale, og her var de gæve gule gutter med hvor det gjaldt. Både Rasmus Johansen og Thomas Rasmussen startede årets DM i henholdsvis MX1 og MX2-klasserne, med placeringer i top 10 i de stærke internationale felter. Takter, der lover godt for næste afdeling, der skal køres på det hårde underlag i Hedeland d. 20 maj. Samtidig viste Jonas Håstrup også talentet i 125-klassen, og han kæmpede med om top-10 pladserne hele dagen. Jonas Alex Olsen arbejder sig tilbage i form, og sluttede dagen langt bedre end han startede den.

Alt i alt, var første afdeling en succes, hvor mange fandt vej forbi teltet, og kørerne fik indledt DM med hiv og med sving. Nu er vi i gang, og vi glæder os allerede til næste gang!

Al action fra dagen kan desuden genses her: https://www.dr.dk/…/dm-motocross/-/dm-motocross-1-afdeling-2